Økologisk nordmannsgran

Vores produkter

Få mere at vide om vores økologiske juletræer, juletræsfoden og pyntegranen.

Juletræet

Økologisk nordmannsgran

Nordmannsgran – også kaldet ædelgran – er den sort som holder bedst på nålene. Økologiske juletræer bliver ikke behandlet med vækstmiddel og sprøjtes ikke med pesticider eller insektgift. Det betyder, at nogle af de økologiske juletræer kan have en lidt lysere grøn farve og have knapt så meget fylde som ved konventionelt dyrkede juletræer. Vækst og form reguleres ved håndkraft, så juletræerne ikke vokser for hurtigt og så formen holdes smal og tæt. Økologiske juletræer er blevet til uden at belaste grundvandet – det synes vi er smukt.

Økologisk juletræ af sorten nordmannsgran

Hvor stammer vores træer fra?

Vores økologiske juletræer kommer fra statskontrollerede plantager i Danmark. Dels fra Lygtholt i Vendsyssel, hvor Tage er grundig og dygtig til at få træerne til at vokse flot under naturlige forhold. Tage har været fast leverandør i flere år – men desværre er det sidste gang. Tage går på velfortjent pension og vi takker mange gange for et langt og godt samarbejde. Heldigvis har vi selv plantet træer, så vi i fremtiden kan klare os uden Tage.

Hvorfor koster et økologisk træ mere?

At drive en økologisk juletræsplantage er forbundet med større risici end traditionel konventionel dyrkning. Derfor koster økologiske træer også mere.

Bl.a. fordi økologer ikke må bruge insektgift. Særligt i foråret er der risiko for, at juletræerne får besøg af ubudne gæster som lus. De suger saften fra nye skud, hvilket resulterer i at nålene krøller og bliver gule. Har plantagen først fået besøg af lus, kan konventionelle producenter sprøjte med insektgift. Økologiske producenter må derimod sætte sin lid til f.eks. mariehønelaver – for dem er lus nemlig en hofret. Vi betaler gerne ekstra til dem som tror mere på mariehønelaver end insektgift.

Juletræsfod
Tilvalg

Juletræsfoden

Den klassiske juletræsfod. I midten af trækrydset har vi sat en dorn, som enten er lavet af sort glasfiber eller stål og som passer til det hul vi borer i juletræet. Om dornen er glasfiber eller stål afhænger af størrelsen på foden og dermed i sidste ende størrelsen på træet. Juletræsfoden kan gemmes og genbruges til kommende år. Vi borer nemlig altid et hul i stammen på de juletræer som vi leverer. Det kan dog ske, at juletræsfoden binder en smule i stammen efter jul, da træet vil udvide sig en smule i stuevarmen. Oftest vil det lade sig gøre at få foden ud ved at dreje den nogle omgange, men i enkelte tilfælde kan foden desværre sidde fast.

Pris i webshoppen: 90-110 kr afhængigt af træets højde – vælg den direkte på produktsiden, så sætter vi den på træet inden levering.

Tilvalg

Økologisk pyntegran

Vores økologiske pyntegran kommer, akkurat som hovedparten af vores juletræer, fra Niels Hørup i Nyskoven ved Roslev. Pyntegranet er klippet af nordmannsgran og har dermed den flotte mørkegrønne farve. Et bundt består af 3-4 grene og vejer ca. 1 kg. Prisen pr. bundt er 60 kr.
Økologisk pyntegran
Tilvalg

Vand jeres juletræ

Hvis I køber jeres juletræ tidligt i julesæsonen, kan det være en fordel at vande træet. Det øger chancerne for, at nålene holder sig friske i længere tid. At give et juletræ vand i en skål er ingen garanti for længere holdbarhed, men vi anbefaler det ikke desto mindre, hvis man skal have træet stående inde i længere end 10 dage.

I shoppen kan der købe to forskellige slags vandskåle. Se billeder. Den ene er en plastskål, vi sætter ovenpå juletræsfoden. Plastskålen koster 50 kr. oveni prisen på træfoden. Den anden er en decideret vandfod – altså uden træfod – hvor der er fastgjort en dorn til montering af juletræet. Prisen for den er 200 kr.

Begge dele er designet af genbrugsplast og sælges kun til træer som er maks 2,00 m. Til højere træer har vi desværre ikke vandfødder, men arbejder på at have det klar til sæsonen 2027.

Klar til at finde årets juletræ?

Bestil online og få det leveret gratis på cykel i Storkøbenhavn – eller kig forbi en af vores stader.